Leveringspolitik

Her kan du finde Jyden Bur’s salgs- og leveringsbetingelser. 

Omfang
Nedenstående almindelige salgsbetingelser gælder for samhandel med Jyden (betegnes herefter som ”firmaet”) og
finder anvendelse i det omfang, der ikke fraviges ved skriftlig aftale.

Mellemsalg
Mellemsalg er ikke tilladt uden firmaets godkendelse.

Tilbud
Tilbuddet er under forbehold af firmaets godkendelse.

Pris- og leveringsbetingelser
Firmaet forbeholder sig ret til at regulere prisen på varer samt eventuel fragt af disse, der ikke skal leveres omgående, såfremt firmaets priser har ændret sig på leveringsdagen. De anførte leveringstider er foreløbige. Endelige leveringstider bekræftes af firmaet. Ved kundens udskydelse af leveringstider på allerede bekræftede ordrer, medfører det ekstra gebyr på EUR 300.- eller DKK 2.235,- pr. uge pr. læs, for opbevaring af disse hos firmaet. Medmindre anden skriftlig aftale foreligger, er levering ab fabrik. Ved eventuel forudbetaling af varer, kan det endelige leveringstidspunkt først bekræftes, når forudbetaling er modtaget. Erstatningskrav på grund af overskridelse af leveringstiden kan ikke gøres gældende, og annullering af ordre på grund af forsinket levering kan ikke anerkendes, medmindre skriftlig aftale herom foreligger. Dækningskøb anerkendes ikke, og der kan ikke rejses krav om erstatning for driftstab på grund af varens forsinkede fremkomst. Firmaet tager forbehold for enhver form for force majeure fra accept- til leveringsdato. Medmindre andet er skriftligt aftalt, er alle oplyste priser eksklusiv fragt og emballage.

Montage
Alle leveringer foretages uden montage medmindre skriftlig aftale herom foreligger. Montagebeløb er altid anført til nettopris. Der henvises til vores gældende betingelser for montage.

Reklamation
Det er kundens pligt straks ved varens levering at undersøge om denne er i orden, og eventuel reklamation må være firmaet skriftlig i hænde senest 8 dage efter varens levering. Reklamation berettiger ikke køber til at tilbageholde betaling for præsterede leverancer.

Returnering
Returnering kan kun finde sted for varer, der fremstilles som standardvarer - og kun efter aftale med firmaet. Varer tages kun retur inden 30 dage fra leveringsdatoen, for nye og ubeskadigede varer. Returvarer skal sendes franko. Ved kreditering foretages i hvert enkelt tilfælde fradrag efter firmaets vurdering, dog altid mindst 15 % til ekspeditions- og fragtomkostninger.

Betaling
Medmindre anden skriftlig aftale foreligger godkendt af firmaet, skal betalingen finde sted 8 dage efter fakturadato (forudbetaling). Ved forsinket betaling tillægges 2% i rente pr. påbegyndt måned.
Eventuelle rabatter er ekskl. moms.

Ejendomsforbehold

Ejendomsretten over de solgte varer forbliver hos firmaet eller den, til hvem firmaet har overdraget sine rettigheder, indtil hele købesummen med renter, omkostninger m.v. er fuldt betalt. Veksler eller andet gældsbevis anses ikke som betaling før indløsning har fundet sted.

Garanti
Firmaet yder 1 års garanti regnet fra fakturadato for dele af eget fabrikat. For handelsvarer gælder fabrikantens garanti. Garantien betyder, at defekte varer - ved franko-returnering - gratis ombyttes til fejlfrie varer.
Såfremt dette ikke er muligt, krediteres købsprisen. Firmaet påtager sig ikke ansvar for opstået tab, udlagt arbejdsløn, fragt eller andre omkostninger ved eventuel ombytning.
Garantien omfatter ikke skader opstået som følge af forandringer foretaget af ukyndigt personel samt skader opstået som følge af afvigelser fra de almindelige retningslinjer, der er givet for drift og vedligeholdelse af materiellet.

Ansvar for materiellets skadeforvoldelse (produktansvar)
Firmaet er kun ansvarlig for personskade, hvis det bevises at skaden skyldes fejl eller forsømmelse begået af sælger eller andre, som firmaet har ansvaret for. Firmaet er ikke ansvarlig for skade på fast ejendom eller løsøre, som indtræder, medens materiellet er i købers besiddelse. Firmaet er heller ikke ansvarlig for skader på produkter, der er fremstillet af køber, eller på produkter, hvori disse indgår. I øvrigt er firmaet ansvarlig for skade på fast ejendom og løsøre på samme betingelser som for personskade. Firmaet er ikke ansvarlig for driftstab, tabt arbejdsfortjeneste eller andet indirekte tab.
I den udstrækning, firmaet måtte blive pålagt produktansvar over for tredjemand, er køber forpligtet til at holde firmaet skadesløs i samme omfang, som firmaets ansvar er begrænset efter.
Disse begrænsninger i firmaets ansvar gælder ikke, hvis man har gjort sig skyldig i grov uagtsomhed. Hvis tredjemand fremsætter krav mod en af parterne om erstatningsansvar i henhold til dette punkt, skal denne part straks underrette den anden part herom.
Firmaet og køber er gensidigt forpligtet til at lade sig sagsøge ved dansk domstol eller voldgiftsret, som behandler erstatningskrav, der er rejst mod en af dem
på grundlag af en skade, som påstås forårsaget af materiellet.